Jeg har været oppe i Nordsjælland i dag. Det var en forholdsvis lang køretur derop. Men det var tiden værd. Jeg skulle besøge min søster. Hun har været i et meget dårligt forhold. Hun har været udsat for vold. Fik hjælp af en nabo til at komme på et kvindekrisecenter oppe i Nordsjælland. Det var der, jeg skulle besøge hende. Det har været meget svært for mig at acceptere, at min søster bor på et krisecenter. Derfor er der også gået meget lang tid, inden jeg fik taget mig sammen til at besøge hende. Men jeg er så glad for, at jeg besøgte hende i dag.
Har det bedre
Hun har det godt. Meget bedre end for en måned siden, hvor hun lige var flyttet ind på centeret. Dengang var hun et psykisk, meget sygt menneske. Godt på vej ind i en dyb depression. Godt på vej ind i alkoholmisbrug, fordi hun bare ikke kunne klare hverdagen. Hendes kæreste, som hun boede sammen med deroppe, misbrugte og mishandlede hende. Både fysisk og psykisk. Hun udviklede sig til at blive en person, jeg slet ikke kender. Men i dag kunne jeg se, at hun så småt er ved at finde tilbage til sig selv. Og det er jeg inderligt glad for.
Jeg har selvfølgelig rigtig dårlig samvittighed overfor hende. Jeg vidste jo godt, at forholdet til den mand ikke var det rigtige. Alligevel greb jeg ikke ind. Det burde jeg have gjort, allerede første gang jeg fik en mistanke om, at der var noget galt.
At det så var en nabo, der greb ind, er måske et held. For mig. Og min søster. Det er sommetider nødvendigt, at en helt udenforstående person kommer til hjælp, før end noget går fuldkommen galt.
Et tabu
Det kan godt være, at det lyder fuldkomment uansvarligt. Det er bare sådan, at det er et stort tabu i min familie at tale om forhold, der ikke fungerer. Mine forældre har altid nægtet at indrømme, at de ikke havde et godt forhold til hinanden. De har levet sammen i mere end 30 år og er ligesom kommet på det rene med, at kærligheden ikke eksisterede. Der var forelskelse og gensidig fysisk tiltrækning. Ikke mere end det. Det førte dog til en familie. Som faktisk fungerede, fordi de accepterede deres betingelser og respekterede hinanden. At andre så ikke kan finde ud af at respektere hinanden i deres forhold, er for dem totalt uforståeligt – og uacceptabelt. Derfor har vi aldrig talt om det dårlige forhold, min søster befandt sig i. Det fandtes simpelthen ikke. Det var slet ikke muligt at tænke sig til, at min søster led, og blev mishandlet.
Helt vanvittigt
Når jeg tænker på det, så tænker jeg, at det er vanvittigt, at min nærmeste familie ikke har kunnet håndtere min søsters tilfælde bedre. Vi burde måske have været parate til at gå i behandling hos en coach eller en psykolog, da vi blev tvunget til at indse, at vi har et familiemedlem, som mere eller mindre var i livsfare. Kan min søster nogensinde tilgive os, at vi svigtede hende, da hun havde mest brug for det?
