Det er nok ikke så overraskende, at min far i en alder af 74 år har udviklet en diabetes 2, for han har i alle årene efter, at han gik på pension, levet et meget stillesiddende liv og har nok heller ikke ligefrem spist så sundt, som man helst skal.
Men heldigvis er hans sygdom ikke særligt voldsom endnu, så indtil videre slipper han for at skulle have indsprøjtninger med insulin. Han skal tage et par piller dagligt, men det er da til at overkomme, og min mor skal i hvert fald nok sørge for, at han får sin medicin.
Hun har i flere år bebrejdet ham, at han slet ikke interesserer sig for en sund livsstil, og jeg kan huske, at hun på et tidspunkt foreslog, at de skulle anskaffe sig en hund, for den kunne nok få ham op af lænestolen og ud at gå luftetur, for min far har altid holdt meget af dyr.
De købte også den sødeste lille hundehvalp, og min far tog sig faktisk sammen og luftede den flere gange om dagen. Men det desværre ikke så længe, for det viste sig, at min mor udviklede en allergi overfor hundens pels, og hendes allergi blev så slem, at de ganske enkelt var nødt til at skille sig af med hunden.
Min mor forsøgte at få far til at fortsætte sine spadsereture bare uden hund, men efter kort tid faldt han igen ned i den usunde livsstil med at sidde stille det meste af tiden foran fjernsynet.
