En dejlig påskeferie er ved at være slut

Nu varer det ikke længe inden påskeferien er forbi, og hverdagen igen melder sig. Men vi har haft en rigtig dejlig påskeferie og rigtig fået ladet batterierne op igen.

Vi har varieret ferien mellem ren afslapning, besøg hos familie og venner samt årets første rigtige omgang havearbejde. Så vi har haft gang i lidt af hvert. Der har været et par gode påske frokoster i forbindelse med familiebesøgene. Det har været super hyggeligt og vi har haft lejlighed til at se flere familiemedlemmer, som vi kun sjældent mødes med.

Udover familiehygge og havearbejde fik vi også lige klemt en skøn tur til Randers Regnskov ind i programmet. Det er simpelthen en helt speciel oplevelse, som alle bør unde sig selv mindst en gang om året. Det er en fantastisk dejlig fornemmelse at gå rundt derinde mellem alle de eksotiske dyr og planter fra flere af jordens store regnskovsområder. Og så er der jo også lige det ekstra spændende ved regnskoven i Randers, at man kan komme helt tæt på mange af dyrene, fordi de får lov at bevæge sig frit omkring – altså indenfor deres respektive regnskovsområder.

Men når nu ferien er slut om en dags tid, bliver det spændende at se, hvordan det hele forløber. Vi har et par børn i skolealderen. Og da lærerne jo er blevet lockout’et, bliver der lidt udfordringer med at få dagligdagen til at hænge sammen. Men jeg er fortrøstningsfuld. Flere af forældrene har rottet sig sammen og tager sig af at passe børnene på skift. Så det skal nok gå alt sammen. Men det bliver spændende at se, hvor længe konflikten varer. Specielt for de børn, som skal op til eksaminer inden så længe, vil jeg håbe, at konflikten bliver kortvarig og at den bliver løst til børnenes bedste.

 

En dejlig påskeferie er ved at være slut
Rul til toppen