Det er ikke nok at være ekspert indenfor et felt, hvis det er meningen, at andre skal have gavn af ens ekspertviden. Det måtte jeg sande, efter at jeg for første gang i mit liv for et års tid siden skulle fortælle en gruppe mennesker om, hvordan man bedst udnytter en bils brændstofressourcer. Jeg blev betragtet som ekspert, fordi jeg vandt næsten alle de økonomiløb, jeg deltog i.
Og så var det, at byens borgerforening fik den gode ide, at jeg kunne lære nogle af byens borgere at spare på benzinen eller dieselolien i det daglige, for når jeg var så godt til at spare på brændstoffet, måtte jeg jo have nogle fiduser, jeg kunne give videre.
Det har jeg selvfølgelig også, og jeg forsøgte på det efter bedste evne. Alligevel så de fleste af tilhørerne ud, som om de var ved at falde i søvn, og jeg fik helt ærligt ikke mange rosende ord for min præstation. Men jeg fik et godt råd af en af tilhørerne:
Du burde tage et kursus i præsentations teknik, sagde han til mig på vej ud af salen. Han fortalte, at han er arbejdspsykolog og beskæftiger sig en hel del med den slags. Han bliver ofte bedt om at holde kurser i både præsentationer og i forhandlingsteknik, for det er i sig selv noget af en videnskab.
Det lød da fristende, men jeg takke alligevel nej, for jeg aner ikke, om jeg nogensinde igen bliver bedt om at holde foredrag om et eller andet emne.
