Ah, det er sent på eftermiddagen, og jeg er lige kommet hjem fra arbejde. På vejen hjem lagde jeg vejen forbi supermarkedet for at få købt ind til middag. Selv om jeg er alene, så kan jeg godt lide selv at lave min mad. Det er nemt at bestille udefra. Man kan få mange sunde måltider fra diverse shops, som bringer mad ud. Men jeg holder lidt fast i den gamle tradition med selv at lave maden. Jeg har fået købt ind til de næste dage, så den står på noget thai-inspireret, noget italiensk og noget mellemøstligt. Det kan være, at jeg kaster mig over en mormor-ret, men det bliver først i weekenden. De tager lidt mere tid, end jeg har til rådighed til hverdag.
Nu begynder det
Lægger varerne på plads i køleskab og spisekammer. Hylderne trænger til at blive fyldt op igen, så det var godt, at jeg huskede indkøbssedlen i morges. Den har ligget på køkkenbordet i nogle dage, men i morges huskede jeg den altså.
Kom i gang med at lave mad. Min mave knurrer, jeg er faktisk sulten og vil gerne have spist, inden jeg skal til mit aftenskolekursus.
Step 1: kog risene. Ok, bring noget vand i kog, og hæld risene i vandet, når det koger. Vandet bliver sat over. Frem med posen med ris. Helt ny, en god sort, økologisk dyrket, står der på pakken. Jeg finder ikke saksen frem, så jeg kan klippe posen op. Forsøger at rive den op i ’sømmen’ på posen. Og hvad sker der? Du ved det godt: Halvdelen af risene ligger på køkkengulvet. Emballagen er for besværlig at åbne på den nemme måde, og resultatet er, at posens søm rives itu, og risengrynene flyver ud af posen, fordi det sker med en meget pludselig bevægelse.
Rigtig emballage tak
Det er Murphys lov. Det sker altid for mig. Jeg hader den emballage, som de fleste madvarer bliver pakket ind i. Det går altid i stykker, eller også så er det så irriterende dumt at skulle pakke en vare, ud af at man alligevel står med støvsuger, klud og skal gøre rent efter åbningen af varen. Fx med flåede tomater. De har det der åbn-nemt låg, som man bare på forhånd ved om, at når man åbner dem, så sprøjter tomatjuicen ud over det hele og op på tøjet. Og hvis man er forsigtig eller heldig nok, så spilder man ikke det hele ud over køkkenbordet, men så kan man være ret sikker på, at man kommer til at skære sig på tomatdåsens låg.
Det er egentlig noget pudsigt noget at tænke på. Vi er alle sammen efterhånden blevet godt trænet i at bruge genbrugsposer, når vi er på indkøb, men hvorfor kan emballagen, vi køber vores madvarer i, så ikke også være lavet af miljøvenlige materialer?
Det er jo svært nedbrydeligt plastik, som fx ris er pakket ind i. Tomaternes aluminiumsdåser kan genbruges, men måske skulle vi lære at bruge friske tomater, i stedet får dåsetomater til vores pastasovs? Der er noget galt i synkroniseringen mellem sundheds- og fødevarestyrelsen og så miljøministeriet.
Bare min mening efter at have smidt en halv pakke ris på gulvet!
